Fransk fois gras-fryd

Restaurant ET i Aarhus kan varmt anbefales, hvis man får hang til god, gedigen fransk føde. Og det gør man jo i ny og næ. Foto: Restaurant ET

Jeg elsker mad fra alle verdenshjørner. Stilrent japansk, koriander-krydret mexikansk, rustikt italiensk, hemmelighedsfyldte orientalsk og ikke mindst smagen af norden. Men en gang i mellem så er det altså bare en fryd at forkæle smagsløgene med klassisk fransk cuisine. Det er elegant, raffineret og velkomponeret. Kan dog virke lidt intimiderende på grund af de mange teknikker og de fine, franske betegnelser.

Jeg skal normalt tage lidt tilløb, inden jeg kaster mig ud i finere fransk madlavning, men i sidst uge var jeg så heldig at blive inviteret på middag på Restaurant ET i Aarhus, der med egne ord serverer autentisk fransk mad. Og det var gode, gedigne franske retter, der landede foran os.

Først en lækker anretning med stegt foie gras i selskab med rabarber, selleri og en god stærk sauce, der kunne hamle op med fedmen i fois grasen. Dernæst bistro-klassikeren helstegt cuvettesteg med håndskårne fritter og bearnaisesauce (ad libitum), der smagte skønt af estragon.

Var egentlig mæt, men spændte livremmen ud, bestilte en kop kaffe og plagede mig til profiteroles med chokoladesauce og vanilleis, som netop var taget af menuen til fordel for en chokolademousse. Det er altid lidt spændende at bestille profiteroles – lidt som med den italienske tiramísu. Det kan være en himmerigsmundfuld, men det kan også være en skammelig servering. Hos Restaurant ET var vandbakkelserne lige til at skære igennem med en ske, vanilleisen let smeltet og chokoladesaucen lun og kraftig. Mums.

Så kunne man heller ikke rumme mere! Men som Edith Piaf synger: “Je ne regrette rien”.

Jeg gør det gerne igen – besøger Restaurant ET, der i øvrigt også har en vinbar.

This entry was posted in Fransk, Restaurant and tagged , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>