Buen provecho Barcelona

Mine smagsløg har lige været på ferie i Barcelona. Det kunne de godt lide! Foto: Marie

Der har været lidt stille her på bloggen den sidste tid. Det skyldes blandt andet en lille sviptur til solrige Barcelona.

Selvfølgelig stod den på Gaudí, Miró og la Rambla, men mine smagsløg fik også lov til at være turister. Cava og tapas er nærmest en selvfølge, når man er i Barcelona. Men jeg fik også smagt på den baskiske variant af tapas, kaldet pintxos, som er små fine anretninger på brød – perfekt ledsager til en kold eftermiddagsøl i solen. Dertil fik jeg cidra, som er en syrlig og ikke særlig sød udgave af cider. Min ledsager synes det smagte af nonnepis, men jeg kunne faktisk godt lide den syrlige og svagt boblende drik.

Det kan anbefales, at spise frokost på det bugnende La Boqueria-marked. Foto: Marie

Cirka midt på La Rambla finder man indgangen til det store La Boquería madmarked. Hvis man kan gå derind, uden at få den mindste rumlen i maven, så er man altså en træmand! Her er frugter opstablet på friske laurbærblade. Alt godt fra havet – og fra koen (også tunge, mavesæk, nyrer og noget, der i mistænkelig grad mindede om tyretestikler…). Krydderier kildrer i næsen og så bugner det af alskens spanske specialiteter. Vi nappede frokosten på markedet. En ordentlig fiskeplatte med tre slags muslinger, kæmperejer, laks og stegte sardiner. Og så et iskoldt glas hvidvin til at skylde det hele ned. Ikke dårligt!

En af mine yndlings-tapas, pimiento de padrón. Små fyrige hapsere. Foto: Marie

Én af de tapas, jeg altid vender tilbage til, er de små grønne pimientos de padrón. Små, let spicy peberfrugter, lynstegt i olie og drysset med masser af flagesalt. Mums. Og så er de en lidt spændende spise, for cirka hver tiende bider fra sig i form af en fyrig chilismag.

Tæt på det gotiske kvarter, fandt vi en lille listig restaurant. Populær var den også, vi fik først bord kl. 22.15 – så det kan anbefales at bestille bord i forvejen. Restauranten hedder Café de l’Acadèmia og ligger i Carrer Lledó 1, Pca. Sant Just. Her opererer de med det snedige koncept, at man kan bestille halve retter, hvilket efterlader plads i maven til at man kan nå igennem flere retter på kortet. I like! Især fisken i en cremet safran-mousseline var fabelagtig, det samme var deres risotto med stegt andelever. Vi blev så betagede, at vi faktisk spiste der to aftener…

This entry was posted in Inspiration, Rejser and tagged , , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>