Nem gulerodssuppe med krydrede kikærter

Cremet gulerodssuppe med sprøde, krydrede kikærter som topping. Sundt og nemt at lave, og kikærterne er også skønne som snack til en kold øl. Foto: Mathias

Her kommer lige en nem lille hverdagsopskrift på en skøn orangefarvet gulerodssuppe med en cremet konsistens. Har du ristet kikærterne på forhånd, kan du have suppen på spisebordet inden for 20 minutter.

Denne portion rækker til 4 personer

Det skal du bruge
5 gulerødder
2 kartofler
1 løg eller 1 lille porre
2 fed hvidløg
1/2 liter grønsagsbouillon
3 spsk. fløde
1 spsk. olie
1/2 tsk. revet muskatnød
1/2 tsk. stødt chili
salt og peber

Topping:
4 gode skefulde creme fraiche (en skefuld til hver portion)
Friskhakkede krydderurter – her er brugt ramsløg, men purløg, persille eller basilikum er også godt.
Krydrede kikærter – opskriften kommer nedenfor

Sådan gør du
Skræl løg, hvidløg, gulerødder og kartofler og skær dem i tern.

Svits løg og hvidløg i olien, så de bliver blanke og bløde, men ikke brændte. Tilsæt derefter gulerødder og kartofler og svits et par minutter mere. Tilsæt bouillon og lad koge, til grøntsagerne er netop bløde. Kog så kort tid så muligt for at holde på de sunde stoffer i grøntsagerne. Det tager ca. 5 minutter.

Blend grøntsagerne til en ensartet, cremet suppe med en stavblender. Du kan justere konsistensen med mere grøntsagsbouillon eller kogende vand, så den passer til din smag. Jeg kan personligt godt lide en lidt fyldig og cremet, lidt tyk suppe.

Rund suppen af med fløden, tilsæt derefter chili og muskatnød og smag til med salt og peber.

Hæld suppen i portionsskåle, top med en god skefuld creme fraiche, drys med krydderurter og kikærter og servér.

Krydrede kikærter

Det skal du bruge
400 g. udblødte og kogte kikærter (kikærter fra dåse kan fint bruges)
2 spsk. olivenolie
2 tsk. paprika
1 tsk. røget paprika (kan erstattes af alm. paprika)
1 tsk salt
1 tsk. hakket frisk timian
2 tsk. revet citronskal

Sådan gør du
Stil ovnen på 225 grader.

Kog kikærterne efter anvisningen på pakken. Hæld vandet fra og smid dem evt. i en salatslynge for at slynge overskydende vand fra. Du kan også tørre kikærterne i et viskestykke. Det er vigtigt, at kikærterne er tørre, for så bliver de nemmere sprøde i ovnen. Læg dem på en bageplade og rist i ovnen i 10 minutter. Ryst pladen og og vend den evt., hvis din ovn bager ujævnt. Giv kikærterne yderligere 7-10 minutter. Hold godt øje med, at de ikke brænder på.

Bland olie, de to typer paprika, salt, timian og citronskal i en skål. Bland kikærterne i og sørg for, at de bliver dækket jævnt af blandingen. Læg dem på bagepladen igen og giv dem en kort tur i ovnen på 2-3 minutter for at blandingen kan fæstne sig til kikærterne.

Kikærterne er bedst lune, men kan fint spises kolde. De er lækre som topping på supper som her, i salater og som snack.

This entry was posted in Vegetarisk and tagged , , , , , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>