Svampetrip

Gider du ikke selv gå i skoven efter svampe, men gider du godt kantareller, trøfler og champignon. Så er et svampetrip hos Café des Spores ret så anbefalelsesværdigt. Foto: Marie

Der er hverken tale om en tur i skoven eller hallucinationer på en strand i Goa, men derimod om et ret gennemført restaurantkoncept.

På Chaussee D’Alsemberg i hyggelige Saint-Gilles i Bruxelles ligger Café des Spores og gør ikke rigtig meget væsen af sig udefra. Men indenfor er der masser af atmosfære og alt godt fra skovbunden på menuen.

Konceptet er, at alle retter indeholder svampe i en eller anden afskygning – også desserterne! Det kan være lige fra den almindelige champignon over den asiatiske shiitake til den kostbare trøffel. Og det er bestemt ikke kedeligt!

Retterne er små og tapasagtige, så vi bestilte en slags tasting, hvor tjenerne bragte os den ene ret efter den anden, som vi så delte ved bordet. Og de var tjekkede nok til lige at spørge, om der var nogle ingredienser, vi ikke brød os om.

Først fik vi serveret en tallerken pølse med svampe i. Derpå en portion champignon stegt i rigeligt smør med masser af ost og friskhakket koriander. Næste ret var farserede svampe med ost og sprødt fiskeskind, der nærmest dansede ovenpå den varme ret. Det var små, intense mundfulde af umami!

Dejlig og dekadent. Crème Brûlée med fois gras og rørhatte. Foto: Marie

Retten, vi fik derefter, var virkelig liret. En crème brûlée med fed, glat creme af fois gras og rørhatte og et sprødt, karamelliseret sukkerlåg. Totalt dekadent! Derpå fulgte en cremet portion pasta med kantareller og endeligt en mør portion carpaccio med parmesan og et rundhåndet drys friskrevne trøfler. All good!

Her måtte vi sige stop og lade rækken af svampefristelser stoppe.

Vi kunne dog ikke dy os, og måtte simpelthen smage på desserterne: svampeis og panna cotta. Panna cottaen var mild og svampesmagen svær at få øje på. Men svampeisen var helt forrygende. En cremet flødeis, hvor man formentlig har kogt fløden med en god håndfuld tørrede svampe, så den derved er blevet parfumeret af svampene. Overraskende godt – og noget man fint kan eksperimentere med i eget køkken.

Et svampetrip hos Café des Spores kan klart anbefales, det er en madoplevelse lidt ud over det sædvanelige, uden at det er prætentiøst og prangende. Her i svampesæsonen er det en god idé at bestille bord på forhånd, da der kan være rift om pladserne i den lille restaurant.

This entry was posted in Dessert, Restaurant and tagged , , , , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>