En (hylde)meter saft

Flydende sommer. Det er hvad det er. Hyldeblomster, rørsukker og citron i skøn forening. Man siger, at hylden er klar omkring Sankt Hans, så det er på høje tid at komme ud og plukke de hvide blomsterskærme. Foto: Marie

Så er det nu. Hylden blomstrer. Langs landeveje og læhegn udsender de hvide blomsterskærme den umiskendelige duft af midsommer.

Jeg har været på det årlige rov. Kom hjem med to bæreposer hyldeskærme, men lod dog alligevel nogle blomsterklynger sidde tilbage, så der også er mulighed for at høste hyldebær senere på året.

For mig er hjemmelavet hyldeblomstsaft indbegrebet at midsommer, og det er fantastisk let at lave, så jeg ærgrer mig vildt meget, hvis jeg misser det årlige hylderov.

Lige nu står saften og trækker i mit køleskab og optager halvdelen af hyldepladsen. Og når saften er fyldt på flasker og linet op side om side, kommer den sikkert også til at optage en (hylde)meter :-)

Det skal du bruge

En god portion hyldeskærme (ca. 40 stk.)
2 økologiske citroner i tynde skiver
1 kg. lyst rørsukker
30 g. citronsyre elle vinsyre
1,5 liter kogende vand

Sådan gør du

Undlad at skylle hylden – meget af den gode smag sidder i den lyse pollen, der drysser ud af blomsterne. Men ryst forsigtigt dyr af skærmene og gennemgå dem for visne blade og fugleklatter!

Fjern blade, vrid de grove stængler af, og læg halvdelen af skærmene i en skål eller i en gryde. Læg halvdelen af citronskiverne over, og læg det sidste lag hyld på. Top med de resterende citronskiver.

Drys citronsyre og sukker over og hæld til sidst kogende vand på. Rør godt rundt i blandingen og sæt den på køl.

Lad den trække 3-4 dage i køleskab, men rør i den hver dag, så sukkeret bliver opløst. Si herefter saften og fyld den på flasker. Jeg plejer at bruge platflasker, og herefter smider jeg dem i fryseren. På den måde undgår jeg at bruge konservering.

Jeg kan næsten ikke vente til den gyldne saft er klar om et par dage. Foto: Marie

Et godt tip

Hyldesaften kan naturligvis blandes op med vand til saft. Men prøv også at bruge den i drinks, salatdressing, marinade eller i sorbet. Dryp lidt saft på jordbær eller anden frugt.

Har du hyldeskærme i overskud – det havde jeg – så prøv at lave hyldepandekager ved at drysse blomsterne i pandekagedejen. Eller drys blomsterne over salat og dessert. Jeg har også planer om at prøve at lave mig en hyldeeddike ved at lade et par blomsterskærme trække i en hvidvinseddike eller æblecidereddike. Mere om det senere.

This entry was posted in Drikke and tagged , , , , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>